Berthas Flyvende Eventyr
Berthas flyvende eventyr handler om en lille hund, som elsker at flyve og få vind i ørerne. På sin rejse rundt i verden besøger hun forskellige dyr, som alle kan en ny rytme med forskellige lyde.
I denne historie skal eleven selv finde på rytmer og nye lyde på hovedstykket. Rytmerne kan man både klappe, danse og spille med lyde på sit hovedstykke.Jeg har til en start fundet fire lyde, man kan lave på hovedstykket, men det er ikke nødvendigvis de lyde, der skal bruges i historien. Derfor har jeg tilføjet flere hovedstykker uden forslag til, hvordan man kan spille lyde. Disse“tomme” hovedstykker kan eleverne selv finde på lyde til.
I løbet af historien er der ved hver ny side to tomme hovedstykker. Tegn på hovedstykkerne, hvordan lyden skal være, og sæt eventuelt ring om det sted i teksten, hvor lyden skal spilles. Eleverne skal også finde på nye rytmer. Jeg har sat en tom takt ind på siderne efter hovedstykkerne, hvor man kan skrive rytmen. Man skal desuden under rytmen, man selv har skrevet, farve de hundepoter, der passer til netop den rytme.
Historien her er en slags kompositionshistorie, hvor eleven selv skal skrive både rytmer og de lyde, som rytmerne skal spilles på. Ved at lade eleverne selv lave rytmerne og lydene, der skal bruges til denne historie, giver det dem forhåbentlig et større ejerskab overfor musikken. Alle de ting, de skal kunne for at spille med i denne historie, vil forhåbentlig gøre, at eleverne synes, det er sjovere at spille på deres instrument, og måske bliver det, de skal lære, bedre indlært via denne metode.






















